Nogle frygter, at de trænger sig på, eller de er bekymrede for, om de må stille spørgsmål. Hvad nu hvis din nærtstående slet ikke har lyst til at tale om det? Og har du selv overskud til at tale om det?

Mange personer, der får en alvorlig diagnose, sætter pris på omsorgen, og at der bliver spurgt ind til sygdommen. For nogle kan det endda være en stor lettelse at tale åbent om det og vende nogle af de ting, der kan være svære at stå alene med. Andre reagerer med at lukke i og fornægte alvoren.

Under alle omstændigheder er det vigtigt at fortælle, at personen med DLBCL altid kan komme til dig, og i den forbindelse kan det være en god idé, at du sætter dig godt ind i sygdommen.

Du kan læse om DLBCL her

Det kan være hårdt at være pårørende

Som pårørende til en med DLBCL er det naturligt at opleve angst og bekymring, for hverdagen, som du kender den, kan godt forandre sig meget. Måske vil den nu i høj grad være præget af gentagne samtaler på hospitalet, behandlinger og planlægning af hverdagen. Som pårørende vil du sikkert også opleve, at du skal tage flere hensyn, end du er vant til, og det kan godt føles som om, at man forsvinder lidt i hele processen, da man som oftest prioriterer den syges behov frem for sine egne.

Råd til dig som pårørende

• Påtag dig ikke mere ansvar, end du kan magte
• Sæt dig godt ind i sygdommen og behandlingsmulighedern. Det kan dæmpe angsten
• Tag ikke beslutninger på vegne af den syge, men tal sammen om, hvad der er behov for
• Husk på, at du er en vigtig støtte. Pas derfor godt på dig selv, så du har overskud til at give omsorg
• Lad ikke dit eget liv gå i stå. Husk at fortsætte din dagligdag og prioritere gode oplevelser i hverdagen

Sådan støtter du bedst

Som pårørende kan der være mange forskellige måder at hjælpe den syge på. Nogle vil måske have brug for regelmæssige telefonopkald, mens andre kan have brug for hjælp til praktiske opgaver i hjemmet som fx rengøring eller madlavning. Det kan i nogle tilfælde også være rart for personen med DLBCL at have en pårørende med til konsultationen hos lægen eller på hospitalet.

Som pårørende og DLBCL-patient har man forskellige udgangspunkter for samtalen med lægen og dermed også forskellige spørgsmål, man ønsker besvaret. Der kan også være information i samtalen, man som DLBCL-patient ikke får hørt, måske fordi man er i en choktilstand, eller fordi man ikke helt forstår det. Det er netop i den forbindelse, at det kan være rigtig godt at have en pårørende med til lægekonsultationerne, så der er flere ører til at lytte, og så man kan supplere hinanden med spørgsmål undervejs i samtalen.

Husk på, at det, der virker for andre, ikke nødvendigvis virker for dig. Det handler om at erkende, at det er en proces, der kan tage tid. Hvis personen med DLBCL er i en hård behandling, har du måske mest af alt brug for at være tæt på, mens der kan være andre perioder, hvor du skal prioritere at gøre noget godt for dig selv og give dig selv en pause. Du kan få flere gode råd til at håndtere hverdagen som pårørende til kræftpatienter her