06.05.2021

OM DLBCL

GENERELT OM DLBCL

Hvad er DLBCL, hvilke symptomer bør man være opmærksom på, og hvordan opstår sygdommen? DLBCL er en kræftsygdom i kroppens lymfesystem og er en blandt mange undertyper af lymfekræft.

Hvad er DLBCL?

DLBCL er en kræftsygdom i kroppens lymfesystem og er en blandt mange undertyper af lymfekræft. DLBCL står for Diffuse large B-cell lymphoma eller på dansk Diffust storcellet B-celle-lymfom. Ved DLBCL opstår kræften i kroppens lymfeknuder – nærmere bestemt i de hvide blodlegemer (lymfocytter). Men da der også findes lymfocytter i alle organerne i kroppen, kan kræften også opstå uden for lymfesystemet.

Hodgkin lymform og Non-Hodgkin lymfom

Der findes overordnet to hovedformer af lymfekræft:

  • Hodgkin lymfom
  • Non-Hodgkin lymfom

 

DLBCL er en ud af mange undertyper af lymfekræft, der hører under Non-Hodgkin lymfom. Non-Hodgkin lymfom udgør omkring 80 procent af alle lymfeknudekræft-sygdomme, og i Danmark bliver ca. 500 personer hvert år diagnosticeret med DLBCL.

Diagnosen DLBCL stilles dels ud fra, hvilken type af lymfocyt som kræften er opstået i. Her taler man om T-celler og B-celler, og DLBCL opstår i B-cellerne. Derudover ser man på, hvor aggressiv sygdommen er – altså hvor hurtigt kræften vokser. Her kan der være tale om tre forskellige stadier:

  • Indolent lymfom: Langsomt voksende lymfomer, der udvikler sig over måneder og år

 

  • Aggressiv lymfom: Hurtigt voksende lymfomer, der udvikler sig over uger eller måneder

 

  • Meget aggressiv lymfom: Meget hurtigt voksende lymfomer, der udvikler sig over dage eller uger

 

Du kan læse mere om de forskellige stadier her

Symptomer på DLBCL

De første symptomer på DLBCL vil typisk være hævede lymfeknuder, og de er særligt synlige i armhulen, i lysken og på halsen. Derudover kan der også forekomme symptomer som:

  • Øget træthed
  • Store mængder sved over natten
  • Længerevarende feber
  • Stort vægttab

DLBCL er en ud af mange undertyper af lymfekræft, der hører under Non-Hodgkin lymfom.

At have hævede lymfeknuder behøver dog ikke nødvendigvis at være et tegn på lymfekræft. Lymfeknuderne spiller nemlig en vigtig rolle i immunsystemet, da de er med til at bekæmpe infektioner i kroppen. Det betyder, at lymfeknuderne også kan være hævet, hvis man fx har et betændt sår et sted på kroppen, eller hvis man har en virussygdom i kroppen.

 

Hvem får DLBCL?

I Danmark bliver ca. 500 personer hvert år diagnosticeret med DLBCL, og tallet har været stigende over de seneste 10-20 år.

Man ved endnu ikke, hvorfor tallet stiger hvert år, men en del af forklaringen kan være, at den gennemsnitlige levealder bliver højere og højere. Sygdommen er en smule mere udbredt hos mænd, end den er hos kvinder. Sygdommen er ikke arvelig.

Selvom alle kan blive ramt af DLBCL, rammer sygdommen ofte personer på 50 år eller derover.

 

Hvorfor får man DLBCL?

Vores krop er fyldt med organer, og de er alle sammen bygget op af forskellige celler, der har forskellige funktioner og former. For at kroppen og organerne kan udvikle sig, som de skal, producerer vi hele tiden nye celler.

Det sker ved, at cellerne deler sig med hjælp fra mekanismerne i vores krop. Det sker normalt under helt kontrollerede forhold. Nogle gange kan der dog godt opstå en lille forandring i en af cellerne, og det kan få den konsekvens, at cellen deler sig hurtigere, end den bør.

På den måde opstår der altså flere celler, end organet egentlig har brug for. Og disse overskydende celler kan derfor blive til en svulst.

Ikke alle svulster er farlige, men hvis kroppens mekanismer ikke kan styre den, får den lov at ændre form og vokse ukontrolleret.

Hvis det sker, bliver cellen til en kræftcelle. Jo tidligere diagnosen stilles, og behandlingen kan gå i gang, jo større er chancen for overlevelse.